Ind og ud af mørket

Tim Pallis

Jeg har vendt hver sten i området fra Maruyama Park til Kiyomizu templet for at finde det mærkelige sted, som Bodil og Jytte besøgte. Jeg har fundet ud af, hvor det er, og hvad det er. Det I besøgte var Zuigu-do templets livmoder, som ligger ved indgangen til Kiyomizu templet.

Zuigu-do blev bygget i Momoyama perioden (1568-1600) og huser en elleve hovedt Kannon Bosatsu (bodhisattva) - på sanskrit kaldet Ekadasamuktha og på japansk Juichimen Kannon eller Zuigu-Bosatsu.

Diktatoren Toyotomi Hideyoshi (1536-1598) siges at have tilbedt denne Zuigu Bosatsu, før han traf vigtige beslutninger.

Zuigu-kyo er en buddhistisk sutra (tekst) som blev oversat fra sanskrit til kinesisk af den sjette shingon patriark Amoghavajra (705-74). Denne sutra indeholder Zuigu-dharani eller en ønske opfyldende formular, som er virkningsfuld, når ens ønsker skal gå i opfyldelse.

Det er meget mystisk at træde ind i (ned i) Zuigu Bosatsus livmoder for at opdage lyset af sin egen bevidsthed i mørket. Her skal man ønske noget og dreje på en rund sten med sanskrit tegnet hara indgraveret - hara betyder mave. Denne oplevelse glemmer man ikke.

Man tager sine sko af og stiger ned ad en kort trappe, mens man holder venstre hånd på et gelænder, som snart bliver til en rækkefølge af 108 store runde træperler ligesom en rosenkrans, der løber langs væggen. Man passerer igennem et forhæng, og befinder sig pludselig i bælg ravende mørke. Træperlerne forsvinder, og nu kan man kun mærke væggen, som er blevet slidt jævn af tusinder hænder, som igennem årene har famlet sig frem.

Gulvet er også blevet jævnet og udglattet med tiden, men ikke helt klump fri, som om der er lagt sten i gulvet. Mørket i sig selv har et meget tydeligt nuvær, en tæthed som føles uigennemtrængelig, men alligevel ekspansiv.

At fægte med højre hånd hjælper intet, derfor holder man sig til væggen med venstre hånd. Pludselig drejer væggen til venstre, og det føles, som om gulvet falder væk, og som om man mister balancen. Ens sanser og bevidsthed er ekstremt vågen og skærpet i mørket, og man føler sig næsten ekstatisk i sit ukendskab. Er det sådan at være blind?

Man skelner forskellige stemmer lige i nærheden, men retningen til dem er uberegnelig. Rummet, man befinder sig i, er sikkert ikke større end ens kælder, men der er en grænseløs fornemmelse af det kosmisk ubevidste eller det at være inde i en livmoder.

Er det der vi kommer fra? Er det vores oprindelige natur uden sprog og uden nogensinde at have været ude i lysets verden, men kun i det grænseløse rum inde i os selv i mørket måske det kosmisk ubevidste.

Med ét opløser mørket sig et ganske bestemt sted, og et meget svagt lys belyser sanskrit tegnet hara, som er indgraveret på en rund sten. Den befinder sig til højre i brysthøjde og stenen er fastgjort på en akse, så den kan drejes rundt med en langsom og rolig hånd.

Det føles som et ældgammelt ritual i en ægyptisk mysteriekult. Andre hænder og andres ansigter kommer til syne. Så drejer væggen igen til venstre, og man passerer gennem endnu et forhæng. Man ser trappen op til den lyse dag og går op og ud i lyset, tager sine sko på og føler sig genfødt.

Denne lille rejse ind og ud af mørket anskueliggør, hvad Buddhas oplysning handler om. Alle mysteriereligioner drejer sig om en præ-mortem død og genfødsel af bevidstheden.

Buddha sad i syv dage i et samadhi nedsænket i det kosmisk ubevidste. Om morgenen den syvende dag faldt strålerne af lyset fra Venus på hans nethinde, og det vækkede ham til bevidsthed igen. Det var en genvindelse af bevidstheden – denne opvågnen kaldes Buddhas oplysning.

Det interessante ved rejsen ned i Zuigu-dos livmoder er, at man opdager, at ens bevidsthed, til trods for at det er bælg mørkt, er lysende klar og ekspansiv og alle ens sanser vågne. Det er en forsmag på Buddhas visdom.